Musikværkstedet

Vil du noget inden for musik - har du lyst til at spille, synge og lære mere om rytmisk musik?

Du skal ikke have bestemte musikalske forudsætninger, men det er en klar fordel, hvis du kan spille et instrument eller har lyst til at synge. Er du interesseret i at synge i kor eller lære at spille på et instrument, så er musikværkstedet lige noget for dig.

Arbejdsdagen består i, at vi øver, synger og spiller i bands. Hvis du ønsker at lære at spille på et instrument eller blive bedre på dit instrument, så underviser vi i sang, keyboard, guitar, bas og trommer.

Vi spiller meget pop- og rockmusik, men andre musikgenre som f.eks. folkemusik, jazzmusik, børnemusik er også en vigtig del af vores arbejde og produktion. Således bliver repertoiret afstemt til de forskellige jobs, vi har.



Vi optræder bl.a. på folkeskoler, til festivaler, ved messer og ved børne- og julearrangementer. Ydermere optræder koret i Tune Kursuscenters restaurant.

Undervisningen på Musikværkstedet kan give dig så megen viden inden for det musikalske område, at du selv kan bedømme om eventuel uddannelse og/eller job inden for musikken eller beslægtede fagområder er noget for dig.

Du får desuden mulighed for at udvikle dine faglige, personlige og sociale evner, og derved forbedre dine muligheder for at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Værkstedet er etableret i et flot og nyistandsat hus med gode øvelokaler, professionelt udstyr og højt uddannede lærere.

Du må være indstillet på at indgå i et forpligtende samarbejde, hvor egenskaber som samarbejdsevne, tålmodighed og disciplin dagligt sættes på prøve og udvikles. 

Dette danner rammerne for et lærerigt og kreativt miljø i en god atmosfære.

November 2011